ROOTS&HYBRID FESTIVAL 2022
En del af SPOT 2022
Igen i år præsenterer det turkise telt Roots&Hybrid Festival som en del af SPOT, og lige som sidste år afholdes festivalen i hjemlige rammer på det nu fungerende musikalske mødested turkis. Her præsenterer vi to dages line-up med nedslag i den turkise musikhistorie, såvel som udkig til nye og banebrydende bevægelser.
Fra den 6. – 7. maj kan du opleve både korte showcase-formater og længere koncerter, når vi gennem 13 danske og internationale artister udfolder et levende katalog over musikalske traditioner og eksperimenter.
BILLETTER OG ADGANG
Til årets Roots&Hybrid Showcase har alle SPOT-gæster adgang. Dertil er der mulighed for at købe adgang gennem et dagspas. Disse sælges kun i døren og kun i begrænset antal.
Gæster med dagspas har adgang på samme vilkår som SPOT-gæster, og er altså kun sikret adgang til alle koncerter, under eget ansvar for at møde op i god tid.
FREDAG DEN 6. MAJ
VÍÍK
16:00-16:45
Den skandinaviske sekstet VÍÍK består af musikere fra Norge, Sverige og Danmark. Gruppen udforsker folkemusikkens hybrider i et genrefelt mellem hypnotiserende nordiske melodier, rockens groove og jazzens rå elegance. Med den norske sanger og komponist Elisabeth Vik i front leder sekstetten dig ind i et fortryllende univers af mystiske middelalder-ballader og musikalske eventyr.
Maria Mazzotta
17:30-18:15
Maria Mazzotta er en af Syditaliens mest udtryksfulde sangere. Med stor personlighed og et grandiost udtryk udfolder hun den italienske folkemusik gennem intense kærlighedssange. Med hele kroppen formidler Mazzotta alt fra den store og ømme romance til den besidderiske og desperate jalousi, mens hun smitter sit publikum med de store følelser til lidenskabelige toner fra en harmonika.
Sylfide
19:00-19:45
Med sit elektroakustiske univers og sin krystalklare vokal forener Sylfide den nordiske folkemusik med moderne sangskrivning. Hun leverer melodier, der trækker tråde fra traditionelle folkesange ind i poppens verden, og tekster, der behandler vores fælles kulturarv gennem stærke temaer som femininitet og klimaangst - alt sammen med grounding i fortiden og med blik mod fremtiden.
Ba Balance
20:30-21:15
Ba Balance er en spirende, prisnomineret duo bestående af guitarist Preben Carlsen og percussionist Sal Dibba. Gruppen, der før er blevet beskrevet som “An African White Stripes”, er kendt for at blande beskidt ørkenrock med rytmer fra Central- og Vestafrika for til sidst at krydre deres dansable grooves med genrer som syrerock og blues.
Guiding Star Orchestra
22:30-23:30
Guiding Star Orchestra er et kollektiv af musikere fra de danske scener for dub, jazz, roots og reggae. Det store analoge soundsystem-orkester bygger på en fælles passion for instrumentel roots og reggae, som gruppen toner med dybe, meditative og samtidig udadvendte vibrationer. Således leverer kollektivet musikalsk mindfullness, der smører øregangene og omfavner både krop og sjæl.
Shkoon
00:30-01:45
Det tysk-syriske band Shkoon består af Ameen og Thorben, der mødte hinanden i Hamborg, efter Ameen forlod sit hjem i Syrien under krigen. De to fandt sammen gennem musikken og spiller i dag på store festivalscener over hele verden. Med en blanding af arabiske tekster, syriske traditioner og elektronisk downbeat og deep house bærer Shkoons musik et budskab om kulturel og musikalsk mangfoldighed.
LØRDAG DEN 7. MAJ
Luna Ersahin & Rezwan Taha
14:30 - 15:15
Luna Ersahin & Rezwan Taha er en spritny duo bestående af to stærke sangerinder, der ellers har slået deres folder i projekterne AySay og Rest in Beats. Kvinderne deler, udover deres kurdiske baggrund, også en markant udstråling, og sammen introducerer de på elegant vis nye facetter af den stemningsfulde, kurdiske folkemusik gennem smukke vokal-harmonier, sjælfulde melodier og groovy roots-toner.
Nevesta's Voice
16:00-16:45
Den danske trio Nevesta's Voice er drevet af nysgerrighed på Europas rødder og fortidsfolk, og de tre kvinder fortolker med nærvær og indlevelse folkesange fra hele kontinentet. Gennem harpe, akkordeon, sang og små humoristiske fortællinger om fortid og samtid skaber Johanne Baadsgaard Lange, Elisabeth Klein og Helene Tungelund en smuk og ærlig forbindelse mellem os og dem, der var engang.
Bahima
17:30-18:15
Det unge københavnerband Bahima er et friskt pust på den danske musikscene, da de placerer sig med det ene ben i rootsgenren og det andet hos popmusikken. Vestlige og østlige musikalske elementer smelter sammen i en organisk cocktail af skæve taktarter, overraskende harmonier og gribende melodier. Der skabes et atmosfærisk univers, som løftes af de stemningsfulde tablas, den svævende vokal og et personligt og lyrisk udtryk med danske, eventyrlige tekster.
A Fo!
19:00-19:45
Det emmer af kvindelig energi og kraft, når A Fo! – All Female Orchestra indtager scenen med en kombination af den vestafrikanske sangtradition, improvisation, strubesang og uimodståelige danserytmer. A Fo! formår at lede os fra Mali til Estland og fra Danmark til Finland, mens de bryder både geografiske og kulturelle barrierer med deres omfavnende kærlighed for musik fra hele kloden.
Les Filles de Illighadad
20:30- 21:15
Bandet Les Filles de Illighadad blev til i en lille landsby midt i Sahara-ørkenen. I et spor af regionens kor-tradition og lyden af støvet ørkenguitar skabte de fire musikere fra Niger nu en ny retning for nomadefolket Tuaregernes folkemusik. Med deres messende og hypnotiserende udtryk danner gruppen en boble om din musikalske trance og lader lyden af Illighadad klinge langt fra Saharas ørken.
Total Hip Replacement
22:30-23:30
I 2021 formede Total Hip Replacement sammen med ghanesiske highlife og gospel musikere et 9 mands band, der sammen skrev og indspillede et album i Ghana. I feltet mellem highlife, reggae, traditionelle rytmer og global pop afsøger gruppen en ny sound som et fælles sprog mellem både musikerne og publikum. Sådan behandler de universelle temaer på tværs af forskellighed med et varmt og fælles udtryk.
Urban Connection: SPOT-afterparty
00:30-01:45
Urban Connection er et kreativt fællesskab, der blandt andet er opstået som reaktion på et diskriminerende natteliv og savnet efter større repræsentation af musikgenre som afrobeats, hiphop, dancehall og mere. De arbejder for at skabe events, der er fri for diskrimination og at samle Aarhus omkring lyden af urban musik. De ser frem til at skabe en aften fyldt med god energi!
Køb din billet til SPOT 2022 her: