det turkise telt / Stella Chiweshe / Mbiraens dronning

En musikalsk rebel og spirituelt fyrtårn gæster Aarhus. 74-årige Stella Chiweshe åbner op for mbira-musikkens omfavnende tradition, og inviterer dig helt ind i en verdenskrydsende koncertoplevelse.

I mere end 40 år har Stella Chiweshe stået som en inspirerende og fortryllende frontkvinde for mbira-musikkens rejse fra Zimbabwe og ud i verden. Som den første kvinde til at skabe sig et anerkendt navn, i en fuldstædig mandsdomineret musiktradition, er Stella Chiweshe meget mere end musiker, hun er frontkæmper og oprører. Hendes varme energi og stærke tilstedeværelse stråler den dag i dag stadig ud af hver eneste optræden og hver eneste koncert.

Mbira-musikken, der deler navn med det lille tommelfingerklaver med 22-28 metaltænder, som er i musikken kerne, anvendes traditionelt set i lokale ceremonier til at skabe kontakt til afdøde generationer. Et helt særligt fællesskab opstår i de rum hvor Stella Chiweshe optræder. Et fællesskab på tværs af tid og levede liv, og som hensætter lytterne til en smuk blanding af tryghed, rejse, minder og nærvær.

Koncerten med Stella Chiweshe finder sted i LYNfabrikkens stueetage i heimat studio. Et rum hvor vi sammen kan komme helt tæt på musikkens ånd, håndværk og fortællinger. I aftens anledning bliver lokalet forvandlet med turkis stemning, tæpper, puder og te.

Dørene åbner kl. 18:30
Koncerten starter kl. 19:30

Billetten koster 90 kr. Koncerten foregår siddende.

OBS! det turkise telt følger selvfølgelig myndighedernes krav og retningslinjer om afholdelse af koncerter vedr. COVID-19. Vi stiller håndsprit til rådighed, mens stolene vil være placeret med en meters afstand. Medbring også mundbind til brug, når I er gående og stående.

Koncerten er støttet at Statens Kunstfond

< Tilbage til events